Er titlen på Susan Hart cand.psych., ph.d. indsigtsfulde bog om søskende, deres dynamikker, relationer og de følelsesmæssige bånd.
Bogen udspringer af ny forskning, der viser, at søskenderelationer fungerer som en følelsesmæssig træningsbane, hvor vi udvikler måder at knytte os til andre på og lærer at regulere vores følelser og forstå os selv i relation til andre.
Jeg har valgt at fremhæve afsnittet side 135 ”Når livsomstændigheder skaber følelsesmæssig ubalance mellem søskende” som jeg håber vil inspirere dig til at fordybe dig yderligere og måske reflektere over dine egne søskendebånd.
På en positiv og konstruktiv måde.
Når den følelsesmæssige træningsbane (barndommens vilkår) er fyldt med alt for mange uoverskuelige forhindringer, som barnet oplever som sin normal og måske ikke så var unormal og skæv, kan det give sig udslag i vanskelige søskende forhold.
Så har du et vanskeligt forhold til en eller flere søskende, vil jeg gerne støtte dig i at kigge på, hvad det var i jeres barndom der gjorde, I ikke fik etableret en tryg tilknytning til hinanden.
Hvad kæmpede i med?
Det er ikke jeres skyld jeres søskende forhold er blevet vanskeligt, det var jeres opvækstvilkår der var vanskelige, de har gjort jeres søskende forhold svært.
Susan Hart beskriver det sådan:
Når livsomstændighederne skaber følelsesmæssig ubalance mellem søskende
Nogle søskendeforhold kommer ud af balance. Ikke på grund af personlighed eller vilje, men fordi livet har trukket søskende i hver sin retning.
Sygdom, afhængighed, psykisk mistrivsel, økonomiske forskelle eller store livsvalg kan føre til, at søskende udvikler sig med forskellig hastighed og følelsesmæssig kapacitet. Det skaber et ulige grundlag for kontakt, hvor den ene ofte har mere overskud og derfor ender med at bære det største ansvar.
Den, der lever mere stabilt, kan føle både skyld og afmagt: ”Må jeg godt have det godt, når min søskende lider?” ”Er det rimeligt, at jeg altid skal være den forstående?”
Den søskende, der har ”klaret sig”, bærer ofte relationens følelsesmæssige vægt – ikke nødvendigvis fordi det er retfærdigt, men fordi det syntes at være den mindst skrøbelige løsning. Det, vi ser i voksenlivet, er som regel en fortsættelse af det, der blev indlejret tidligt.
Forskellen er, at de voksne søskende nu skal forholde sig til rollerne med voksnes handlemuligheder.
Kloge indsigtsfulde ord af Susan Hart.
Nogle gange oplever jeg som psykoterapeut også søskende forholdet ændre sig fuldstændigt når børnene bliver voksne, det kan også være rigtigt svært. Den der tog ansvaret på sig og gik forrest og kæmpede bliver den med de vanskelige vilkår som voksen.
De yngre søskende kan stadig som voksne lede efter og savne den ældste trygge favn og beskyttelse, den er der ikke mere, den ældste er måske tidligt slidt op, har givet op, barndomsvilkårene var for svære.
Kæmper i også i din søskendeflok med konflikter og/eller uforståeligt adfærd der skiller jer ad, vil jeg gerne støtte jer i at komme til rette med de barndomsvilkår i var nød til at leve med og i.
Til at komme til en forståelse af og indsigt i, hvordan jeres voksenliv er blevet. Fordi jeres tilknytning ikke blev etableret af sunde voksne med overskud og indsigt i, hvad en god nok barndom er.
Måske fordi der var misbrugsproblematikker i familien, måske var der psykisk sygdom ingen talte om.
Måske havde du en søskende der blev alvorligt syg.
Måske mistede i alt for tidligt en forælder.
Alt dette skubber rundt på de sunde velfungerende relationer, så søskende forholdet kan blive frygteligt svært.
Når vi taler om det svære og finder meningen i det der blev til jeres virkelighed, har I en mulighed for at gøre noget andet, skabe noget bedre, noget mindre kaotisk og mere omsorgsfuldt, finde en forståelse og empati for de andre som også har kæmpet på hver deres måde i nogle helt meningsløse og urimelige livsvilkår.
Det handler ikke om at finde syndebukke, det handler om at finde meningen, så kommer omsorgen og empatien.
Forhåbentlig kan I så nyde hinanden selskab som voksne ansvarlige mennesker på trods af jeres problematiske opvækstvilkår, der nu engang var som de var. Som har givet jer forskellige vanskeligheder nogle tydelige andre mere skjulte.
I er hinandens livsvidner. Det er kun jer der kender historien. Som I – helt sikkert – har hver jeres fortælling om.
Tøv ikke med at kontakte mig selv om det kan føles svært og uoverskueligt.
Med kærlig hilsen
Hanne Christensen
www.kbhpsykoterapi.dk