Ironi og sarkasme forgifter relationen og bruges ubevidst til at dække over sårbarheden og beskytte værdigheden.
”Tak for en hyggelig aften” siger sønnen på vej ud ad døren.
”Hyggeligt du endelig havde tid til at komme” svarer moderen.
Sønnen viser ikke sine følelser, vreden og fortvivlelsen raser i ham, som den ofte gør efter samværet med moderen.
Spydigheder, ironi og sarkasme kommer i mange forklædninger, men fælles for alle forklædningerne er at de ødelægger relationen.
Jeg møder ofte temaet i terapirummet, det ser ikke så alvorligt ud, ingen har blå mærker, ingen har råbt, der har ikke været åbenlyse konflikter.
Spydigheder er ingen døde af, vi ryster dem af os, tåler det og kommer videre.
Såfremt det ikke er eller var den almindelige kommunikationsform i barndomsfamilien.
Så får det ofte dramatiske og ødelæggende konsekvenser for relationen senere hen.
Ofte ender det med at kontakten afbrydes eller minimeres.
Selvværdet er blevet nedbrudt, du føler dig værdiløs, mislykket, forkert og utilstrækkelig, uelsket og uelskelig, uønsket…
Det er følelsesmæssigt omsorgssvigt.
Det skaber mistrivsel.
Det er psykisk vold.
Hvorfor er spydigheder og giftpile i form af ironi og sarkasme så ødelæggende for samværet?
Fordi det ødelægger alt det gode man også har sammen, det gode samvær bliver udslettet.
Mange er udstyret med en selektiv hukommelse, når det gælder negative udsagn, de kommer til at fylde det hele, fordi de er så sårende og gør så ondt.
En anden årsag er at ironi rammer så hårdt, når paraderne er nede og man anser sig tryg og værgeløs.
Her i eksemplet syntes sønnen det har været en hyggelig aften og har slet ikke paraderne oppe, forventer ikke et angreb.
Mavemusklerne der skal beskytte solar plexus er ikke strammet og parat til slaget, derfor går knytnæven ind i et meget sårbart område.
Han mister balancen, er ikke forberedt med et svar, krummer sig sammen og træder ud af bokseringen (barndomshjemmet), såret igen.
Ironi og sarkasme er så sårende og skadeligt fordi det ofte er pakket ind i venlighed eller humor.
Derfor bliver vi forvirret og tror ikke rigtigt på, at det var en ondskabsfuldhed, vi er nok bare alt for nærtagende. Vi vil helst tro andre er gode, venlige og rare.
Vi vender det imod os selv som tvivl, vi hørte forkert.
Vi lader som ingenting, der er jo ikke rigtig noget håndfast at reagere på.
Indtil vi giver os tid til at mærke ordentligt efter, hvordan spydighederne mærkes og hvad de gør ved os og forholdet til den der bruger ironi og sarkasme.
Hvordan håndterer vi det?
Oftest trækker vi os fra den der er spydig.
Moderen forstår ikke grunden til sønnen har trukket sig. Forstår ikke hvilken skade hun volder på relationen.
Tværtimod.
Hun bliver bare forundret, forvirret og såret over sønnen ikke kommer på besøg længere. Kan ikke se sin egen andel i sønnens afstandtagen.
Moderen er ikke i stand til at kigge indad og reflektere.
For sønnen er bægeret fyldt, han har oplevet det alt for ofte, han er blevet fyldt med skam og skyldfølelse, så længe han husker. Nu er det nok. Han vil ikke mere.
En mulig løsning kan være at undre sig
Hvad mener du med ”det var hyggeligt jeg endelig havde tid til at komme”?
Lad bare spørgsmålet hænge i luften, også selv om du syntes pinligheden er uudholdelig, det må du tåle.
Det bedste der kan ske er at moderen kommer til at skamme sig.
Men hav ikke for store forventninger, selvbeskyttelsen er enorm, hvis omgangsformen er spydigheder, ironi og sarkasme.
Følelserne er gemt væk blevet som værende ikke eksisterende.
Moderen bærer på uendelige bebrejdelser, vrede og skuffelse. Bag vreden ligger ofte tristhed og længsel efter at blive lyttet til.
Så tag det ikke personlig, det har intet med dig at gøre, du bliver brugt, så en anden indirekte kan få luft for alle de smertefulde følelser vedkommende bære rundt på.
Du kan intet ændre for den anden. Uanset hvad du gør eller hvor meget du hopper og danser for den andens krav og bebrejdelser. Du kan nemt ødelægge dig selv, udslette dig selv.
Du kan nægte at være offer for en andens trængsler.
Der skal mod og opmærksomhed til, hvis du er opvokset i dette miljø, i et barndomshjem med denne omgangsform.
Det kan være en stor livsopgave at få dit fokus vendt mod dig selv og mærke dine følelser og tro på at ikke alt har været trygt og godt i barndomshjemmet.
At tage ansvar og stå ved sine følelser og oplevelser
For at sætte dig selv fri må du være direkte og sige du ikke vil acceptere den ironiske omgangsform.
Du kommer måske til at stå alene med din oplevelse, den anden oplever ikke som dig, så det at italesætte problemet kan (igen) få dig til at føle dig skyldig og utilstrækkelig, det må du tåle.
Din tvivl bliver sat i spil. Den tvivl der destruerer dig, flytter dig væk fra dig selv, din kerne. Der gør din tilværelse meningsløs.
Den må du tåle.
Ikke reagere men agere når du mærker tvivlen, skyldfølelsen og skamfølelsen.
Håber du ved at læse med har fundet modet til at befri dig selv og nægte at være offer for andres lunefulde adfærd.
Jeg vil som psykoterapeut med glæde hjælpe dig videre.
Kærlig hilsen
Hanne Christensen
Psykoterapeut og Parterapeut i København