Skam er frygten for ikke at være værd at elske
Skam er en følelse, der skyller ind over os og får os til at føle os små, utilstrækkelige og aldrig gode nok.
Hvis vi vil udvikle vores modstandsdygtighed mod skam – vores evne til at genkende skam og komme igennem følelsen, samtidig med at vi bevarer vores værdighed og autenticitet – bliver vi nød til at tale om årsagerne til skammen.
Dele vores historie og mærke de følelser, der høre til historien.
Hvis vi vil leve og elske af hele vores hjerte, er vi nød til at tale om de følelser der kommer i vejen – især skam, frygt og sårbarhed.
At føle skam er at være menneskelig.
Skam er den intenst smertefulde følelse eller oplevelse af at tro, at vi er fyldt af fejl og derfor ikke fortjener kærlighed og samhørighed.
Skammen modarbejder vores følelse af værdighed.
Skam handler i bund og grund om frygt.
Vi er bange for, at andre ikke kan lide os, hvis de kender sandheden om os.
Skam kan komme ud af kontrol pga hemmeligheder, tavshed og fordømmelse.
Skam finder sted imellem mennesker og bliver kureret i nærværet imellem dig og din psykoterapeut.
Vi må løbe den risiko, det er at være sårbare (tale om vores følelser), hvis vi ønsker at have nær kontakt til andre.
Ikke dække os ind under at være perfekte.
Søgen efter det perfekte kan midlertidigt lindre smertefulde og angstprovokerende følelser af sårbarhed.
Hvis du giver køb på din autenticitet, risikerer du at opleve angst, depression, spiseforstyrrelser, afhængighed, vrede, bitterhed, selvbebrejdelser og uforklarlig sorg.
Stå fast på din autenticitet, gør dig ikke mindre for at stille andre tilpas.
Når vi anerkender sårbarhedens ubehag og tager livtag med den i psykoterapi, lære vi glæden og taknemligheden at kende.
Alle former for afhængighed ses som en skjult eller fortrængt sårbarhed.
En selvmedicinering mod smertefulde følelser.
Morten og Sofie´s vanskeligheder
Morten søger psykoterapi fordi hans selvværd er næsten ikke eksisterende i perioder, han var som barn så vant til at blive ignoreret, irettesat og talt ned til, at blive gjort forkert og umulig at det forekommer ham helt naturligt, men meget ubehageligt og angstprovokerende.
Når Sofie i dag kritiserer og bebrejder ham for hans måde at omgås børnene på, hans manglende initiativ, hans behov for at trække sig og få ro, hans store arbejdsmængde, hans manglende ord på sine følelser, hans manglende kærlige handlinger osv. osv. Trækker Morten sig endnu mere ind i sig selv uden han er opmærksom på det, lige det modsatte af det Sofie efterlyser.
Morten har trukket sig, han magter ikke mere kritik, har ingen ord til at forsvare sig, orker ikke bebrejdelserne, han har ingen træning i at blive i kontakten og fortælle hvad det handler om for ham.
Det taler vi om i terapien. Vi kigger på hans overlevelsesstrategier/forsvar mod nedgøringen, det følelsesmæssige bombardement han som som barn og nu igen som voksen oplever.
Vi taler om, hvordan han som barn er blevet nedbrudt, skammet ud, ikke set, ikke hørt, ikke anerkendt for den han var.
Hvordan han er nået til i dag at flygte fra dialogen i stedet for at tage konflikten med Sofie og få nærheden tilbage i forholdet.
Morten er blevet handlingslammet i sin kærlighedsrelation til Sofie.
Sofie kommer nok på et tidspunkt til at opdage at hun taler meget, gerne vil sætte dagsordenen og ikke er så god til at lytte og acceptere forskelligeder, jo længere Morten kommer i sit terapi forløb.
De kan ende med at få et rigtig stærkt parforhold, hvis de begge har modet til at kigge på sig selv i psykoterapi og fortælle hinanden hvad de opdager om sig selv. Det vil knytte et stærkt bånd mellem dem af forståelse, rummelighed og kærlighed.
Har du fået mod til at tage livtag med din perfektionisme eller din følelsesmæssige handlingslammelse er du velkommen til at kontakte mig og høre om jeg er den rette terapeut for dig.
Jeg anbefaler dig at læse denne artikel (http://www.kompleksptsd.dk/fakta-om-traumer/psykisk-mishandling/psykisk-mishandling-et-moenster-der-nedbryder-barnet/) måske kan du genkende nogle af dine barndomsoplevelser og måske kan artiklen understøtte dig i, du ikke er forkert eller utilstrækkelig, det var dine opvækst betingelser der var mangelfulde og usunde. Måske var der lige frem tale om følelsesmæssig omsorgssvigt.
Kærlig hilsen
Hanne Christensen
Psykoterapeut i København