Når I længes efter hinanden, men ikke kan nå hinanden
Der kan opstå perioder i et parforhold, hvor samtalerne går i ring, konflikterne gentager sig, og afstanden mellem jer vokser. Måske er det svært at sætte ord på det, der gør ondt, eller måske bliver I begge usikre på, hvordan I skal finde tilbage til den gode kontakt. I dette indlæg ser vi nærmere på, hvornår parterapi kan give mening, hvilke problemer det kan hjælpe med, og hvordan et forløb kan foregå.
Parterapi giver mening, når I kan mærke, at noget i relationen er svært at sætte ord på, svært at tale om, eller når samtalerne går i ring og skaber mere afstand end nærhed.
Det behøver ikke være dramatisk. Men det er altid sorgfuldt at længes efter den anden og samtidig opleve, at ordene kun skaber mere afstand.
Måske er du bange for at være konkret. Bange for konsekvensen af det, du ønsker. Bange for et nej og den forladthedsfølelse, der kan komme bagefter. På den måde kan du blive utydelig, og det kan skabe forvirring og afstand mellem jer.
Mange par kommer i parterapi, fordi de ønsker at passe på det, der betyder noget: parforholdet.
Hvad er parterapi?
Parterapi er et trygt og professionelt rum, hvor I får mulighed for at undersøge det, der sker mellem jer.
Her kan begge parter møde hinanden med respekt, omsorg og nysgerrighed, mens vi undersøger mønstre og misforståelser uden skyld, skam og fordømmelse.
Som parterapeut lytter jeg også efter det, I måske ikke selv er opmærksomme på, at I gør – direkte eller indirekte. Jeg hjælper jer med at undersøge det, I ubevidst siger eller gør, som kan være med til at skabe konflikter og afstand.
Vi ser blandt andet på de mønstre, I gentager, når I støder sammen, og som over tid kan fjerne trygheden, nærheden og intimiteten mellem jer.
Hvornår er det relevant at overveje parterapi?
Det kan være relevant at overveje parterapi, når kommunikationen bliver svær, konflikterne gentager sig, eller når tilliden, nærheden og intimiteten mellem jer begynder at forsvinde.
Det kan også være, når stress og pres fylder så meget, at det påvirker relationen, eller når angsten for at miste hinanden gør det svært at have en god og åben dialog.
Jeg oplever også mange par, der kommer i parterapi for at forebygge, at forholdet ender i en blindgyde.
De ønsker at lære at tale om det svære, håndtere det, de ikke er enige om, og finde løsninger og kompromisser uden at miste kontakten til hinanden.
Parforholdet handler ikke om altid at få ret eller få sin vilje. Det handler også om at kunne lytte til hinanden og acceptere, at man nogle gange ikke når til enighed.
Det betyder ikke, at I ikke elsker hinanden, eller at kærligheden er slut. Det kan tværtimod betyde, at I er to sunde voksne, der tør acceptere og værdsætte jeres forskelligheder.
Nogle gange kan I ikke blive enige eller finde et kompromis – og det er også en del af et parforhold.
Hvilke problemer kan parterapi hjælpe med?
Parterapi kan blandt andet hjælpe ved:
- gentagne skænderier og konflikter
- tavshed og manglende kommunikation
- følelsesmæssig afstand
- stress og pres i hverdagen
- gamle mønstre, der gentager sig
- uenigheder om hverdagen og parforholdet
- manglende nærhed, tryghed eller intimitet
- jalousi og manglende tillid
- utroskab eller andre tillidsbrud
Et vigtigt arbejde i parterapien er at genskabe dialogen og få det utydelige og usagte frem i rummet.
Når der bliver skabt tilstrækkelig tryghed, bliver det muligt at tale om det, som tidligere har været svært at sætte ord på, og undersøge, hvilke konsekvenser det har haft for jer begge.
En parterapeut er ikke en dommer. Min opgave er blandt andet at hjælpe med at skille tingene ad, høre hvad I siger og samtidig se på, hvad I gør.
Hvis ord og handlinger ikke stemmer overens, hjælper jeg med at sætte ord på det på en omsorgsfuld måde. Det kan gøre det nemmere at se både sig selv og parforholdet i et klarere lys.
Parterapi kræver samtidig, at I er villige til at kigge på jer selv og på det, I hver især bringer ind i forholdet.
Som parterapeut er jeg opmærksom på, at I begge skal føle jer trygge i rummet. Jeg tager ikke parti, og jeg har ikke et bestemt ønske om, hvor I skal ende.
Jeg følger jer. I er eksperter på hver jeres liv, og jeg støtter jer i at finde jeres vej.
Kan parterapi hjælpe efter utroskab eller manglende tillid?
Ja, parterapi kan hjælpe efter utroskab eller andre tillidsbrud, hvis begge ønsker at arbejde med at reparere relationen og genopbygge tilliden.
Det er et af de svære områder i parterapi.
At genopbygge tillid kræver ofte, at den, der har skabt mistilliden, tager ansvar for det, der er sket, stopper den adfærd, der skaber utryghed, og viser gennem handling, at noget ændrer sig.
Det kan også handle om at sige undskyld og forstå, hvordan ens handlinger har påvirket den anden.
Efter utroskab kan både skyld, skam, sorg og vrede fylde meget. Her oplever jeg ofte, at det fungerer bedst at veksle mellem individuel terapi og parterapi.
Skammen over det, man har gjort, kan være så stor, at det i starten er svært at tale frit om det foran sin partner. På samme måde kan processen med at skulle forholde sig til svigtet og måske tilgive sin partner være meget krævende.
Individuelle samtaler kan give plads til at arbejde med de svære følelser og få mere ro på sig selv. Det kan gøre det lettere senere at sige det svære til sin partner på en måde, hvor det kan blive hørt og taget imod.
Hvad hvis den ene ikke har lyst til parterapi?
Hvis den ene ikke ønsker parterapi, kan et individuelt terapeutisk forløb være et godt første skridt.
Der kan sagtens være modstand mod parterapi, og hvis den ene slet ikke ønsker at deltage, er det ikke nødvendigvis parterapi, I skal begynde med.
Når du arbejder med dig selv, øger din selvindsigt og ændrer din egen måde at reagere på, skaber det også bevægelse i relationen.
Det kan med tiden skabe så meget tryghed og ro, at din partner måske får mod på at deltage i parterapi.
Hvordan foregår et parterapeutisk forløb?
I parterapi får I et roligt og respektfuldt rum, hvor I gradvist kan åbne op og finde nye måder at være sammen på.
Vi arbejder med at gøre dialogen mellem jer tydeligere og mere respektfuld, så I igen kan mærke den gode kontakt. Målet kan være, at I får mere lyst til at være sammen, mere lyst til hinanden og igen får lyst til at tale sammen.
Rent praktisk vil jeg gerne have, at I begge kommer til en individuel samtale, inden vi sætter os sammen i parterapien.
Det er min erfaring, at det giver det bedste og tryggeste udgangspunkt for de fælles samtaler.
Læs mere om parterapi i København og om, hvordan et forløb hos mig foregår.